Renosyd

Papir Pernille

Hej, jeg hedder Pernille.
Mine venner kalder mig Papir Pernille.
Jeg er 11 år og går i 4. klasse på en skole i Odder.
Jeg elsker at tegne! Både på papir og på computeren.
Og når jeg bliver voksen, vil jeg være designer!
Jeg designer nemlig rigtig meget tøj.
Og jeg har faktisk designet en masse nyt tøj til Værdi-agenten!
Jeg går nemlig også på Agent-skolen sammen med Emballage Emil og de andre.
Og mit Skralde-agent-tøj passer til Værdi-agentens.

Her kan du se noget af det tøj, jeg har designet til Værdi-agenten:


Agent Lytter

Nu vil jeg gerne fortælle dig om papir. Hvad papir er lavet af, og hvad du skal gøre med det papir, du ikke vil gemme. Så skal vi se på, hvad papiret bliver til, når du har brugt det. Og til sidst finder vi ud af, hvor meget papir, der faktisk er. Vil du være med? Så skal du bare høre…

Hvad er papir?

 

I rigtig gamle dage da papiret blev opfundet, var det meget dyrt. Papiret blev derfor kun brugt til at skrive vigtige beskeder på. I dag bruger vi stadig papiret til vigtige beskeder, men vi bruger det også til mange andre ting.

Vi tegner på papir. Vi printer ting fra computeren ud på det og vi læser op fra det, når vi læser i bøger. De forskellige blade og reklamer, du har derhjemme, er også lavet af papir. Og du pudser næse i det… Papiret har en god historie, som er sjov at læse om. Her kan du læse om papirets historie.

Ting af papir
Du finder faktisk papir over det hele. Både blyanter og kuglepenne kan være lavet af papir. Vi bruger også papir til billetter, når du skal med toget eller bussen.., eller til koncert.

Når du skal i biografen, er din billet også lavet af papir, men det er bægrene til popcorn og sodavand også. Når der skal noget med vand eller fedt ned i papiret, bliver der bare lagt et tyndt lag plastik hen over papiret. Og så kan vi ikke genbruge det.

I Danmark bruger vi også papir, når vi skal fejre noget. Du har sikkert haft masser af fødselsdags-flag af papir? Vi bruger også papir til at lave julehjerter, guirlander og gavepapir. Og vi bruger det til at pynte fastelavnsris med. Kan du finde på flere ting, som er lavet af papir?

Helt nyt papir
På Agent-skolen lærer vi, at det er vigtigt, at vi genanvender vores brugte papir, når vi skal lave nyt papir. Det er nemlig bedst for miljøet. Når papir bliver lavet på en fabrik, kalder vi det at fremstille papir. Helt nyt papir bliver fremstillet af træ. Der er nemlig stærke fibre i træet.

I naturen er det fibrene, som holder træet oprejst, når det blæser. De stærke fibre er vigtige, når vi fremstiller papir. Det er nemlig de fibre, som får det færdige papir til at blive stærkt. Når fibrene bliver skilt ad, ligner de små hår. Her på billedet kan du se, hvordan træets fibre ser ud:


Sådan laver vi helt nyt papir:

  • Når det helt nye papir bliver fremstillet, er vi nødt til at fælde træer.
  • Så bliver barken på træet fjernet. Det synes jeg faktisk er lidt synd, for i naturen er der mange dyr, der lever af at spise træets bark.
  • Træet bliver nu hakket i små stykker. De små stykker træ hedder træflis
  • Træflisen bliver kogt i vand med kemikalier. På den måde får man fat i de små fibre, træet er lavet af. Nu er træflisen blevet til noget, der ligner havregrød. Grøden kalder vi for træpulp
  • Til sidst bliver træpulpen gjort hvid med et andet kemikalie. Ligesom hvis den mor skal have afbleget håret, så det bliver lyst.



Du kan se hvordan her på billedet:

 Papir Pernille03

 

Fra grød til rigtigt papir:

  • Grøden, som vi kalder træpulp, bliver hældt op i et stort kar.
  • Grøden bliver blandet med vand og kemikalier.
  • Grøden bliver nu hældt ud på et net, så vandet kan løbe fra. Det er her, grøden bliver til papir. Det sker ved, at nettet bliver rystet, så fibrene bliver blandet godt sammen.
  • Så bliver papiret presset og tørret, så alt vandet kommer væk.
  • Det tørre papir bliver rullet op på store ruller. Senere bliver det skåret ud i de rigtige størrelser.



Du kan se hvordan her på billedet:

Papir Pernille04

 

Hvad skal du så gøre med det brugte papir?

 

Det papir, du ikke vil gemme, er jo faktisk affald. Og for at blive optaget på Agent-skolen er det vigtigt, at du er med til at lave papir-affaldet om til værdi. Det gør du ved at sortere det brugte papir rigtig derhjemme og i skolen.


Fakta:

Vidste du, at 3 gamle aviser kan blive til 1 ny køkkenrulle? Og vidste du, at en avis kan ligge i naturen i 3 til 12 måneder, når en Skralde-skurk bare efterlader den?

Næsten alt papir kan genbruges. Og hjemme hos mig er vi med i Renosyds indsamlingsordning for papir. Det betyder, at vi har en beholder til papir-affald stående, som jeg bestemmer over! Så er jeg nemlig sikker på, at min mor eller far ikke putter noget forkert papir eller pap ned i den.

En gang i mellem kommer papirdrengene fra Agent-skolen og tømmer papirbeholderen. Det er faktisk mig, der har designet deres tøj. Jeg synes, det er mega nice med neon-gult – og så ved jeg også, at drengene kan ses i mørke.

 

Her kan du se, hvad du GERNE MÅ putte i papirbeholderen:

  • Aviser
  • Magasiner
  • Papir
  • Reklamer
  • Telefonbøger
  • Tidsskrifter
  • Ugeblade

 

Kan du finde på mere, du GERNE MÅ putte i papirbeholderen?

 

Når vi skal lave genbrugs-papir af vores brugte papir, er det IKKE SÅ GODT, at du putter det hér i papirbeholderen:

  • Karton
  • Pap
  • Papir, hvor der er madrester på
  • Restaffald
  • Æggebakker
  • Julepapir

Kan du finde på mere, du IKKE MÅ putte i papirbeholderen?

 

Fakta:

Vidste du, at papir kan genbruges op til 7 gange? Og vidste du, at vi både sparer en masse træ, energi, vand og kemikalier, når vi genbruger papir?

 

Papirets rejse fra papir til papir

Hvis din mor eller far ikke har tilmeldt jer Renosyds papirordning, kan I sagtens aflevere jeres brugte papir på genbrugspladsen hos Gorm Genbrugsplads eller i en papircontainer. Det gør Anja fra affaldetsvej.dk også:

 

 

Her i filmen viser Anja dig, hvordan vores brugte papir bliver til genbrugs-papir. Og så fortæller hun dig også om, hvad der sker, når en Skralde-skurk bare smider sit papir i skraldespanden! Prøv selv at se… 

Hvad bliver papiret til, når det er brugt?

 

Fakta:

Vidste du, at vores brugte papir bliver til genbrugs-papir og æggebakker? Og vidste du, at vores brugte pap bliver til genbrugs-pap? Det er derfor, du ikke må putte pap i papirbeholderen.


Når vi laver genbrugs-papir af papir-affald

Hvis du har set Anjas film om papir, så ved du allerede, at næsten alt papir kan genbruges. Du ved også, at vi hjælper miljøet, når vi putter vores brugte papir i papirbeholderen og på den måde genbruger det.

Papirdrengene på Agent-skolen kalder vores brugte papir-affald for værdi-papir. Det synes de, er lidt sjovt…

Når genbrugs-papir bliver fremstillet af vores papir-affald, sker det på samme måde, som når det helt nye papir af træpulp bliver lavet. I stedet for at bruge træpulp bruger vi genbrugspulp til at fremstille genbrugs-papir.  


Sådan laver vi genbrugs-papir: 

  • Genbrugspulpen (grøden) bliver fremstillet ved at opløse det brugte papir i et kar med vand og lidt kemikalier. Det er vigtigt at pap og papir ikke kommer i samme kar.
  • Grøden bliver hældt ud på en stor si, så større dele som klips bliver sorteret fra.
  • Sæbe og luft kommer ned i karet, så tryksværten kan blive vasket af. Det er faktisk alle billeder og bog-staver, der bliver vasket af.
  • Til sidst bliver grøden bleget med et kemikalie, så den bliver lys i farven. Genbrugspulpen (grøden) er færdig og bliver nu kørt til papirfabrikken.


Du kan se hvordan her på billedet:

Papir Pernille06

 

Vores papir bliver til æggebakker

Alt det papir, som papirdrengene henter fra vores papirbeholdere bliver faktisk lavet om til æggebakker på en fabrik i Tønder. Den fabrik hedder Brødrene Hartmann. Alle os, der går på Agent-skolen, har været på besøg på æggebakke-fabrikken. Der er pænt mange æggebakker!

Det er faktisk lidt vildt! Fabrikken bruger 130 ton papir til at lave 2 millioner æggebakker hver eneste dag. De 2 millioner æggebakker ender i forskellige lande i Europa. Måske kan det være, at lige præcis den æggebakke, du har stående derhjemme i køleskabet, er lavet af netop det blad, du har kigget i?


Her kan du se nogle billeder fra æggebakke-fabrikken:


Papir Pernille07